Empire Bio - Copyright Nørrebro

Empire Bio er Nørrebros egen biograf – altid kun med de bedste film på plakaten. Biografen ligger centralt i Københavns hyggeligste bydel og har 7 sale med 25 til 227 pladser.

FØLG OS
Image Alt

Lind & Lahme Bogklub: ‘SUNDHED – FRA SKÆRM TIL SEX’

Tirsdag d. 27. februar

27. februar kl. 19.00

‘En 4-ugers guide til sundere skærmvaner i familien’ af Imran Rashid, Marie Brixtofte og Katja Bamberger Bro

Hvor meget og hvordan bruger I skærm derhjemme? Med rod i den nyeste faglige viden på området præsenterer SKÆRMSUND en lettilgængelig 4-ugers guide fuld af nyttige værktøjer til sundere skærmvaner for hele familien med bedre trivsel og mere nærvær. Imran Rashid, Marie Brixtofte & Katja Bamberger Bro giver desuden konkrete forslag til sjove og sunde alternativer til skærm samt hjælp til at afprøve og indføre skærmregler, der passer til den enkelte familie. At være skærmsund handler ifølge dem nemlig ikke om at ”slå op” med vores telefoner, med computeren eller med Netflix, men om at få et mere bevidst og afbalanceret forhold til, hvordan og hvor meget vi bruger skærme i dag. Målet er, at vi styrer skærmene – og ikke omvendt.

27. februar kl. 19.00

‘Den vigtige vrede – Stå op for dig selv: Sæt sunde grænser, og giv udtryk for din behov uden drama, aggression eller skam’ af Pernille Melsted

Den vigtige vrede handler om det at stå op for sig selv, at sætte sunde grænser, og give udtryk for sine behov uden drama, aggression eller skam. I bogen viser Pernille Melsted dig vejen til at forstå og håndtere din vrede på konstruktiv vis. For som hun siger, kan vi ofte være skræmte for vreden og opfatte den som værende farlig, ødelæggende og uhensigtsmæssig. Men for at være hele mennesker bør vi ikke afskære den, men lære at forstå den og turde være i den. Vreden er nemlig en essentiel del af at være til.

27. februar kl. 19.00

‘Sådan får vi en 4-dages arbejdsuge – Arbejd bedre, ikke mere’ af Pernille Garde Abildgaard

Kan det lade sig gøre at tilrettelægge arbejdslivet på en ny måde, der både gavner medarbejder og virksomhed – og så med en 4-dages arbejdsuge? Det mener Pernille Garde Abildgaard, og i denne bog fortæller hun hvordan. Pernille har hjulpet flere virksomheder med at indføre 4 dages arbejdsuge, og det er netop disse virksomheder, hun i bogen tager udgangspunkt i. Fælles for løsningerne er, at det ikke handler om at arbejde mere, men bedre – bl.a. ved at udrydde forstyrrelser og komme pseudoarbejde til livs, så det bliver lettere at fokusere på de opgaver, vi godt kan lide, og dermed skabe en ny arbejdskultur til gavn for alle.

27. februar kl. 19.00

’Global sex – hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme’ af Sine Plambech

Global Sex er et banebrydende etnografisk værk, hvor antropolog, filmskaber og forfatter Sine Plambech tager os med på en global rejse ind i sexarbejdernes verden. I bogen væves fem kvinders personlige, kraftfulde og intime historier sammen til en analyse af større globale strukturer, migration og køn. Med stor empati fortæller Sine Plambech om sexarbejdernes handlekraft, viljestyrke og længsler efter det gode liv, og modigt indskriver hun sin egen livshistorie i ønsket om at bryde med forestillingen om et ”os” og ”dem”.